Venstreorienterethed anno 2011

Skrevet af Thomas Aaby Berdal

Tirsdag, 28. juni 2011 12:54

Oprindelig bragt på Podia

I kølvandet på debatten om holdningsmæssig slagside mod højre i opinionsstoffet hos især de store dagblade, foranlediget af Sass Larsen, opsatte Politiken følgende jobopslag "Yngre venstreorienterede skribenter søges". Det må det formodes, at det er en klassisk venstreorienteret, man leder efter. Forstået som socialistisk eller socialdemokratisk i én eller anden forstand.
Jeg tror at det bliver svært for Politiken at finde en skribent med intellektuelt "schwung", som Politiken skriver, der definerer sig selv så klassisk. For hvad er venstreorienteret egentlig?
Og er højre-venstre skalaen overhovedet interessant og relevant?

Hvis vi kigger på den oprindelige definition betyder det noget i retning af revolutionær og antireaktionær.
Er det det vi i dag definerer venstrefløjen ved? Eller er det i højere grad pragmatisk politik baseret på en omfattende økonomisk fordelingsnøgle?

På den politiske skala definerer vi typisk udfra netop den økonomiske fordelingsnøgle som grundelement, når vi definerer venstreorienteret kontra højreorienteret. Herudover krydrer man definitionen med andre elementer. Og hér tænker jeg især på indstillingen overfor andre kulturer og religioner. Mennesker af anden etnisk herkomst end dansk.
På den måde, havner et ellers meget fordelingsvilligt parti på den yderste højrefløj i vores bevidsthed og normale definition.

Man kan altså - skarpt trukket op - sige at vi genrebestemmer et parti eller holdning udfra to grundprincipper. Villigheden til økonomisk omfordeling og villigheden til at integrere udenlandsk kultur, religion og etnicitet i den danske.

Oprindelig politisk skala
Men hvad hvis vi blandede kortene, og definerede udfra andre faktorer? Feks. den oprindelige revolutionære. Så får man et noget andet billede. Tre partier ønsker at lave grundlæggende om på vores samfundsstruktur - men på hver deres måde:

Enhedslisten ønsker et egentligt socialistisk system, funderet i en demokratisk model, med økonomisk overskudsdeling. Dele af Enhedslisten definerer sig måske nok i en mere libertær socialistisk retning, hvor staten fylder en hel del mindre.
Radikale ønsker et humanistisk orienteret liberalt samfund, med store frihedsgrader indenfor især den personlige frihed.
Liberal Alliance ønsker et meget liberalt samfund hvor staten er skåret til et minimum. Graden af minimalstat, synes at svinge alt efter hvem der udtaler sig - men der er ikke tvivl om retningen.

De resterende partier roder derimod tilsyneladende alle rundt ovre i en konservativ (reaktionær?) socialdemokratisk velfærdspøl.

Man kan derfor spørge sig selv. Er Enhedslisten, Radikale og Liberal Alliance den ny venstrefløj. Og SF, Socialdemokraterne, Konservative, Venstre og Dansk Folkeparti det ny højre?

Man kan også vælge at tage den (velfæds-)økonomiske fundererede model alvorligt. Også hér bliver vi nødt til at tage skyklapperne af, og kigge på hvordan vi lister partierne op. Nu er R og LA helt ovre i den højre side, med Liberal Alliance som det yderste højres fanebærer.
Og Venstre og Konservative er nu godt på vej til at krybe over midten til SF og S. Og Dansk Folkeparti har forlængst krydset midterstregen.

Forældet?
Andre har diskuteret det før - og jeg må tilslutte mig. Den gamle højre/venstre skala er ubrugelig. Fordi langt flere faktorer spiller ind, end blot en holdning til den økonomiske fordelingsnøgle. Især værdipolitiske elementer sniger sig ind.

Af samme grund kan Radikale og S/SF finde sammen, og endda få opbakning af Enhedslisten. Det er ikke den økonomiske politik der er bindemidlet i samarbejdet. Men værdipolitiken.
Hos udbryderne i Liberal Alliance, har man valgt at vægte det økonomiske spørgsmål højere end den rent værdipolitiske. Så selvom Liberal Alliance også, som R, bekender sig til humanisme (det er i hvert fald det overordnede indtryk man får af partiet), er det nedprioriteret gevaldigt. Og derfor peger partiet på en regering, hvor den økonomiske fordelingspolitik trods alt fylder mindre.

Man kan naturligvis i samme åndedræt spørge sig selv, hvad DF laver i konstellation med Liberal Alliance? Det er svært at se nogen som helst lighedstegn mellem de to partier, værdipolitisk såvel som økonomisk politisk, udover at de peger på det samme regeringsgrundlag - og stemmer for en finanslov, som ingen af partierne er ovenud begejstrede for. Er det dogmatikken der hér igen spiller et puds? Og snyder de to partier dermed dem selv og deres vælgere?

Værdipolitisk venstresnoet kontra dogmatik
Med de tre undtagelser Ø, R, LA, er forskellen på den økonomiske politik blandt de øvrige partier dog til at overse. Og selvom der tales enddog rigtig meget økonomi, mistænker jeg at de egentlige præmisser for samarbejdet mellem de forskellige partier, skal findes i værdipolitiken.

Det ville være forfriskende om partierne nedlagde dogmerne - og kiggede på hvilke partier de i virkeligheden burde lægge sig op ad. Og måske gendefinere deres plads i det politiske landsskab.
Fordi hvis man begynder at pille ved de knapper der normalt justerer, hvilke partier der arbejder sammen, kunne man se nye spændende politiske konstellationer. Og hvis partierne lagde sig i selen, kunne ny konstruktiv politik måske se dagens lys.

Hvad er en venstreorienteret skribent?
Når Politiken søger efter en venstreorienteret skribent, skyder man måske sig selv i foden. For hvad er venstreorienterethed anno 2011? Måske er det Liberal Alliance og Enhedslisten? Måske er det Dansk Folkeparti, Venstre, SF og Socialdemokraterne?

Og selvom alle tre partier helt sikkert vil korse sig ved sammenligningen, er det mit klare indtryk at der er mere der samler end adskiller hvis man kigger rent værdipolitisk på partierne Enhedslisten, Liberal Alliance og Radikale. Måske skal den ny venstrefløj netop defineres ved disse tre partier. Og lagde man dogmatikken på hylden, kunne man så forestille sig en liberal anarkistisk trekløverregering engang ude i fremtiden?

Og nu er der nok nogen der får en gevaldig skrivekløe - men hold følgende i hævd: Hvis LA og DF kan samarbejde om at pege på den samme regering. Og hvis Radikale med deres økonomiske politik og ikke mindst værdier, kan pege på en S/SF regering. Er det så fuldstændig ude i hampen at forestille sig et samarbejde mellem R, LA og Ø? Jeg tror det ikke.

Relaterede artikler: