Hærværk, herunder graffiti, er ulovligt.
Paradokset er at det samtidig er livsnødvendigt for en by, feks. København, at der er ridser i lakken. At der er et visuelt modspil til den pæne enten klassiske eller moderne arkitektur. Eller røvsyge arkitektur.

Men street art eller graffiti må ikke lovliggøres. Det skal være en ventil - og en kontrast til det etablerede. Lovliggøres det, vil der for det første formentlig være alt for meget (og kontrasten ophæves), og samtidig forsvinder det ibyggede oprør. Og oprør er vigtigt for en by. Det er med til at skabe den dynamik som gør at byen bliver interessant - og adskiller den fra provinsen.

Vi har altså en situation hvor vel primært unge hærger byens mure - og politi og andet godtfolk forsøger at stoppe dem. Og sådan må det være. Katastrofen indtræffer først den dag, den ene part vinder. Når politiet (og DSB personale) opgiver at forsøge at forhindre hærværket, (eller det i apati lovliggøres) eller hvis de på den anden side bliver så succesfulde, at de faktisk helt får stoppet graffiti/street art'en. Der skal være hærg i gaden - men samtidig skal det have en konsekvens for udøveren, hvis denne bliver snuppet af en  myndighed. Ellers ophæves værdien. Det er et mærkeligt paradoks, som synes uløseligt.

Nogen vil måske give mig ret, men med det "men" at sålænge graffiti'en er flot, så er det ok. Men det skal ikke altid være flotte store værker. Der skal også være de små ubehjælpsomme grimme, med indbyggede stavefejl, tags hvor der står "Pik", "Fisse", "Danmark for danske", "666", omvendte hagekors osv. Fordi der skal være et element af råddenskab i byen. Denne råddenskab er et udtryk for en anti-autoritet som i sidste ende er sund. Det ville være værre hvis vi ikke turde spytte myndighederne i ansigtet. Hvis straffen faktisk var så hård, at vi ikke turde stille os lidt an - og vise røv til statsmagten. Og til det bonerte og pæne.


Men byen bliver ligeledes forfærdelig kedelig, hvis der ikke er den spænding mellem det etablerede og pæne - og undergrunden og det progressive. Den konflikt der er imellem de to verdener er livsnødvendig for at gøre byen - og dermed resten samfundet - interessant og levende.
En del københavnere mener at de er de rigtige københavnere. Enten fordi de har boet i byen i mange år - eller ligefrem født i den. Eller fordi man har den "rigtige" tilgang til det at være byboer. Dvs. at man dyrker byen og dens liv. Benytter sig af dens mange tilbud - og går i hundene engang imellem, sådan lidt Tom Kristensen/Henrik List agtigt med masser af druk, fester og sult i den gamle 2v'er på Istedgade.
De brokker sig lidt over at byen bliver pæn. At velhaverne flytter til byen - og provinsgører den.
Der er et element af sandhed i dette - men der er også noget andet. Der er en dynamik, som ikke ville være der hvis Istedgade (og byen i det hele taget) var som den var for 15-20 år siden. Der er en tendens til at ophøje det gamle over det nye, og heri ligger der noget reaktionært tankegods som er ligeså skadelig, som den "pæne" af slagsen er. Og der er ingen logik i at sige at byen kun er for undergrunden. For så er der ingen undergrund.

Det er de kreative, ofte folk fra provinsen, der kommer til byen med ild i hjertet, som gør byen spændende - og viser initiativ. Og gør byen bedre. En by kun beboet af gammel-københavnere, Erik Klausen/Leif Sylvester-style, ville jo være hjerteskærende røvsyg. På den anden side vil den også være helt forfærdelig korrekt (og kedelig), hvis skævheden og det utrendy helt forsvinder. Og alt bliver design og fancy kaffe- og vinbarer. Og den hvide kødby.

Den bedste by har det hele. Og den ændrer sig hele tiden. Den fejler og den sejrer. Og fejlene viser sig ofte at være netop sejre. Innovation og fulde folk må gå hånd i hånd. Og arkitekterne må finde sig i at få deres hvide, tænkte, flader brudt af ubehjælpsomt tegnede tissemænd.