Mørke noter. Sødme og bourbon. En snack der fylder munden. Og så er det nemt at lave. Denne kyllingelevermousse er en god lille hapser til et godt glas vin, en kraftig øl eller f.eks. en kraftig Old Fashioned - og meget mørk og dyb i smagen. Hvis den bruges som forret, skal den efterfølgende ret være meget kraftig - eller noget der i hvert fald skaber en kraftig smagsmæssig kontrast.
Jeg er kun for nylig begyndt at lave denne lille ret. Jeg var i sommers med til at lave kyllingelevermousse på Restaurant 56 Grader. Det er ikke en 1-1 opskrift fra restauranten - men helt sikkert inspireret derfra. Og jeg har stadig sigtet efter nogle af de samme smagsnuancer.
Moussen kan sagtens bruges som et, i konsistensen, lettere alternativ til almindelig leverpostej. Men der er masser af fedt og smag i denne opskrift.
Du skal bruge
500 gram kyllingelever
1 stort løg, skåret i grove stykker
1 dl. bourbon
2 cl. balsamico
2-4 cl. æblecidereddike
½ l. piskefløde
125 gram smør
2 laurbærblade
Salt/peber
Lidt olivenolie til stegning
Fremgangsmåde
Brun kyllingelever af over høj varme. Tilsæt løg - og lad dem brune godt af. Tilsæt balsamico og æblecidereddike og kog det ind, til det næsten karamelliserer. Tilfør nu bourbon, balsamico og æblecidereddike. Kog det lidt ind og tilsæt piskefløde.
Lad nu det hele simre indtil leverstykkerne er så møre, at de falder fra hinanden ved mindste berøring. Smag til med salt og peber. Evt. mere balsamico, æblecidereddike og bourbon.
Når det er ordentligt smagt til, tages gryden af varmen, laurbærblade fiskes op, og det hele blendes nu helt glat sammen med smør. Jeg synes at det er nemmest med en stationær blender. Men en stavblender kan også bruges.
Hæld moussen over i en passende skål. Når det er kølet lidt af, dækkes det til og sættes på køl.
Kyllingelevermoussen er serveringsklar, når den er kølet helt af og har sat sig.
Sidst jeg lavede det, serverede jeg den på godt ristet brød. Toppet med rå løg og grillet rosenkål.
Rosenkål
Rosenkål
Olivenolie
Citronsaft
Salt og peber
Fremgangsmåde
Så mange rosenkål du ønsker renses. De yderste blade pilles af - og de skæres lidt til ved stokken. I en 250 grader forvarmet ovn lægges rosenkålene på lidt bagepapir til de begynder at tage farve. De må godt blive meget mørke hist og her. De må godt få lidt tilberedning og mørne en smule. Men pas på at de ikke bliver for bløde.
Det kan tage alt mellem 5-20 minutter afhængig af rosenkålene og ovnen. Hold øje med dem.
Når rosenkålene er klar, tages de ud og lægges varme i en skål. Hér vendes de med lidt olivenolie, citronssaft, æblecidereddike, salt og peber. Smag til.
Lad dem afkøle. Herefter kan du skære dem i halve eller kvarte.
Velbekomme!
Thomas Berdal - Thomas Aaby Berdal - I Will Cook For Food - IWCFF - thomas aaby berdal - thomas berdal - i will cook for food - iwcff - iwillcookforfood