Denne sag er fra en af de helt tidlige IWCFF middage. Den lille servering popper dog jævnligt op i forskellige variationer, når muligheden er til det med de forhåndenværende råvarer.

I første halvdel af 2013 var jeg hos en venneflok på Nørrebro og lave mad. En fredag aften - og den fik en over nakken. De var søde, festlige og gavmilde med de våde varer. Sjældent har jeg haft så mange tømmermænd dagen derpå. Og så skulle jeg lige lave en posemiddag. Jeg troede at jeg skulle dø. Jeg kan stadig genkalde mig koldsveden - og mit febrilske forsøg på at skjule hvor forfærdeligt jeg havde det. Nå. Men. Inden det skulle gå så galt, skulle jeg lige lave noget mad.

13.11.12 – Ved en anden (06.11.12) middagsaftale var det meningen at der skulle laves pita med det hele. Men pga. en ovn der var gået i stykker, måtte planerne i al hast laves om. Og det ærgrede mig gevaldigt. For jeg holder meget af pitabrød med fyld.
Et levn fra min barndom – og noget der står lysende klart for mig, som luksus på den der 80’er burger-agtige måde.

05.11.12 – Premiereaften. Jeg har sovet helt vildt dårligt om natten. Mine tanker kredser om alt muligt praktisk, privat og følelsesmæssigt. Min indre tornado begynder at lægge sig omkring 6 om morgenen – og trods tømmermænd fra weekenden og alt for lidt søvn, har jeg ikke kunne sove endnu. Tågerne letter lidt, og tankerne lander på hvad dagen bringer. Den første middag – og det faktum at TV2 også skal med. Jeg er nervøs. Projektet der udsprang lidt i desperation, lidt i sjov, lidt for adspredelse og lidt for muligheden for at netværke, stak fuldstændig af (”stak fuldstændig af” er i øvrigt en sætning jeg har brugt rigtig meget den seneste måneds tid). Og nu er det hele noget som medierne har lagt mærke til.

12.11.12 - Lidt præstationsangst har man vel altid. Og den bliver helt klart trumfet, når dagens vært er dedikeret madnørd, forfatter – og i øvrigt aktiv på flere niveauer indenfor mad, madkultur og bæredygtighed.

Og så har hun bedt om en klassiker, som jeg aldrig har lavet før – og ikke engang særlig godt kan lide. Skipperlabskovs.

Jeg ankommer tidlig eftermiddag, til hendes store villalejlighed i Charlottenlund. Noget af min anspændthed fordufter dog hurtigt. Signe er meget afslappet, sød og imødekommende. Og selvom køkkenet er spækket med gode sager, virker det hele nu også ret uprætentiøst.

Jeg får en rundvisning i køkken og drivhus, og får også lige hilst på nogle høns der render rundt i haven. Og forsøger at skabe mig et overblik over hvad jeg skal købe ind – og hvordan jeg planlægger madlavningen, så vi kan spise i nogenlunde tid (til stadighed et af mine største problemer i et køkken – at blive færdig til planlagt tid).
Jeg forsøger også at tænke en variant af skipperlabskovsen frem, som jeg selv bedre vil kunne lide.